Et CO2-neutralt og bæredygtigt Roskilde

Oversvømmelserne i Jyllinge Nordmark er smertelige lokale erfaringer, som fortæller os, at klimaforandringerne er alvor. Derfor skal vi handle NU for at nedbringe udledningen af drivhusgasser – også i Roskilde. Vi er mange, som ønsker en CO2-neutral kommune, men kun Enhedslisten sætter et mål for, hvornår det skal ske. Ellers bliver det spil for galleriet. Vi siger senest i 2025.

Derfor skal kommunen skal gøre sit yderste for at sænke energiforbruget, renovere kommunens bygninger og satse på vedvarende energi. Derfor skal byrådsflertallets forbud mod opstilling af vindmøller over 25 meter ophæves. Lokale vindmøllelav skal fremmes, solceller skal op på alle egnede kommunale bygninger, fjernvarme baseret på vedvarende energikilder skal udbredes.

På forslag fra Enhedslisten fik kommunen for fire år siden et Klima- og Mijøudvalg, hvor vi har haft formandsposten. Det er lykkedes at få sat en stærkere grøn dagsorden, og der er sket en række fremskridt. For eksempel er Roskilde nu omsider kommet i gang med affaldssortering, så vi kan genbruge mere i stedet for at brænde det af. Også lokalt skal vi mindske slid på klodens ressourcer.

Det vil Enhedslisten:

  • Flere initiativer for at Roskilde bliver en grøn og CO2-neutral kommune, blandt andet gennem investeringer i vedvarende energi – vindmøller og solpaneler.
  • Mere økologi. 100 procent økologisk mad i kommunens institutioner, fødevarefællesskaber mellem producenter og forbrugere, støtte til økologisk omlægning af landbrug.
  • Mere genanvendelse af affald, så vi sparer ressourcer og skåner miljøet. Derfor udbygning af ordningen med affaldssortering – også af plastik.
  • Naturen i Roskilde skal beskyttes. Grundvandet skal sikres, og der skal investeres i tiltag, som fremmer biodiversiteten.