»Working poor er blevet almindeligt i EU«

Det går en smule frem for økonomi og beskæftigelse i EU-landene – især i de lande, der ikke er med i euroen. Men fattigdommen har bidt sig fast, og begrebet ”working poor” er blevet almindeligt. Det vil sige, at selv om du har et arbejde, så er lønnen så lav, at du alligevel er fattig.

Det var en af pointerne, da Søren Søndergaard lagde op til debat om udviklingen i EU og Europa på Enhedslistens møde den 15. januar. Mange af de omkring 50 deltagere stillede bagefter spørgsmål til Enhedslistens EU-ordfører, som også har siddet i EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

”Man kan have mange drømme om, hvordan EU burde eller kunne fungere til glæde for almindelige mennesker,” sagde Søren, ”men vi er også nødt til at se på, hvordan virkeligheden ser ud.”

”Hvis man skal lave en ændring i traktaten, som sætter miljø, beskæftigelse og velfærd før penge og marked, så vil det kræve, at alle medlemslande er enige om det.”

”Man er nødt til at have en plan B,” understregede Søren med særlig henvisning til erfaringerne fra Grækenland, hvor en venstreorienteret regering blev valgt på at føre en progressiv politik, men som netop ikke havde en plan B i det tilfælde, at EU satte bremserne i. Derfor arbejder Enhedslisten sammen med andre venstreorienterede kræfter i Europa på at formulere en alternativ politik for Europa.

”Der er nogen, som tror, at det er muligt at komme med reformer i EU, og selvfølgelig skal man forsøge det. Men man er også nødt til at være forberedt på et brud med EU med EU, hvis det ikke er muligt. Det er en erkendelse, som har bredt sig mere og mere især i Sydeuropa,” understregede han.

Enhedslisten stiller op til EU-Parlamentsvalget den 2. juni 2019 i et valgteknisk samarbejde med Folkebevægelsen mod EU. Det er første gang, Enhedslistens selv stiller op.