Derfor skal vi have bedre normeringer i daginstitutionerne!

Den udvikling, som børns hjerner gennemgår i de første leveår, får betydning for, hvordan børnene klarer sig resten af deres liv. Og det er mens, de er små, det sker. De kan ikke indhente en misset udvikling senere. Det handler om børnenes evner til at knytte sig til andre mennesker, om deres evner til selvkontrol og deres evne til at tro på, at verden ikke går i stykker, fordi man møder modstand. De små hjerners udvikling er helt afhængig af, at barnet er i en tæt og tryg kontakt med voksne, så de i trygheden med den voksne erfarer, at det, der lige nu er slemt, går over igen, og at de kan mestre kontakten med andre børn, selvom det ind imellem er svært.

Hvis der er for få voksne, og hvis de voksne er for pressede, mens de er sammen med de små,  kan de ikke være der godt nok for børnene. Og det giver konsekvenser – for børnene og deres robusthed op gennem livet.

I en børneflok vil der som regel være nogle børn, som er født med en særlig følsomhed, nogle særlige udfordringer eller et særligt handicap. Det betyder meget for disse børn og for deres familiers mulighed for at støtte dem, at deres udfordringer hurtigt bliver spottet, så de tidligt kan få den rette hjælp og støtte. Når man først opdager eller erkender et barns handicap som f.eks. autisme sent, kan barnet risikere undervejs at udvikle andre sygdomme og problemer som f.eks. angst, mindreværd og depression.

“Antallet af børn og unge i psykiatrisk behandling er steget med mere end 90 pct. på ti år. Ser man kun på angst og depression er tallet 200 pct. Samtidig er antallet af unge, som ifølge Sundhedsstyrelsen har dårligt mentalt helbred steget til alarmerende 19 pct.”
(Kilde, Børns Vilkår, 2019)

Skal vi komme denne onde cirkel til livs, er bedre normeringer i daginstitutioner helt afgørende. Det vil vi til enhver tid kæmpe for.

Birgitte Baktoft og Anna Bondo Nielsen
Byrådskandidater for Enhedslisten.