Enhedslisten er med i budgetforlig 2023

Enhedslistens byrådsgruppe udtaler:

Det lykkedes! Forud for forhandlingerne om Roskilde Kommunes budget for 2023, var der lagt op til voldsomme nedskæringer i den kommunale service. Nedskæringer på antallet af buslinjer, højere betalinger for daginstitutioner og SFO, nedskæringer på INSP og Kafe Klaus, lukning af Museet for Samtidskunst, mindre rengøring for de ældre og meget, meget mere. Dystre skyer hang over budgetforhandlingerne. Truslerne var meget konkrete og ville havde betydet mærkbare forringelser for Roskildenserne.

Det var Enhedslistens mål at kæmpe for den kommunale velfærd og undgå de mest voldsomme nedskæringer. Missionen lykkes. Truslerne blev langt hen ad vejen afværget.

Vi har haft et meget klart mål om at sikre den kommunale drift til glæde for Roskildes borgere og de medarbejdere, som skal løfte opgaven. Vores strategi har været at udskyde en række anlægsopgaver for at give økonomisk plads til at sikre en forsvarlig udførelse af kommunens serviceopgaver. Det kom vi i hus med.

Sammen med et løft på klima- og miljøområdet (med fokus på skovrejsning, biodiversitet og grundvand), en pulje til psykisk sårbare unge og afskaffelse af den nedskæring på ældreområdet, der kaldes ”Sund Aldring), kan vi se en række markante Enhedsliste-aftryk i aftalen.

Derfor er vi glade for og stolte af, at vi med I det kommunale budgetforlig.

Der er torne, som vi ikke er glade for. På baggrund af den militære oprustning som et flertal i Folketinget har besluttet, har kommunerne været underlagt et stramt loft over, hvor mange penge kommunen må bruge på budgettet. Det har Enhedslisten hele tiden været imod. Derfor stiller vi også et forslag til byrådet om, at Roskilde Kommune vil rejse et krav overfor regering og folketing: Afskaf Budgetloven og sæt kommunerne fri!. Vi håber at få et flertal for det.

For at få skabt et budget i balance, har vi valgt at nedskalere nye anlægsopgaver. Enkelte serviceområder er reduceret eller omlagt. Det er er vi ikke glade for, men rammerne har tvunget os i den retning. I den nuværende situation er det, det eneste rigtige. Vi står ved de torne, som altså også findes i budgettet.

Vores rettesnor har været den, at vi altid prioriterer mennesker over asfalt. Det gennemsyrer budgetforliget.