Kære kammerater, kære venner, kære alle sammen!
Til alle jer som ikke ved det, så er min navn Rebecca Stehn Søndergaard, og jeg er medlem af Socialistisk Ungdomsfront. Jeg går i 1g på Himmelev gymnasium, og jeg bliver åbenbart betragtet som en aktie.En aktie i den virksomhed, der hedder Danmark. Danmark vælger om jeg som aktie er værd at investere i. Vil jeg kunne skabe profit for virksomheden eller vil jeg derimod tabe værdi.
Vi uddannes og arbejder til og for erhvervslivet. Som samfund arbejder vi ikke for vores fælles bedste, men for at skabe mest mulig profit til det kapitalistiske samfund. Det betyder, at visse aktier allerede på forhånd har tabt muligheden for investeringer. Vores samfund og virksomhed er bygget for de få og ikke for de mange. Et bevis på det er, hvordan regler for arbejdsmiljøer og sikkerhed forsøges at blive holdt nede. Hvis der skal tages hensyn til arbejdsmiljø og sikkerhed, så sker det kun, hvis det kan betale sig for chefen.
Jeg er ikke en aktie. Vi vil ikke betragtes som aktier længere. Vi vil ikke dømmes på de parametre det kapitalistiske samfund tvinger ned over hovederne på os.
Grunden til jeg siger dette er, fordi jeg i min vej til erhvervslivet har oplevet i vores uddannelsessystem, at der findes den ”rette vej”, folkeskole, gymnasium, universitet og så direkte ud på arbejdsmarkedet. Selvfølgelig skal man også blive på samme arbejde resten af livet, og helst ikke for mange skavanker, barsel eller omsorgsdage.
Vi ser også et samfund, hvor arbejderne går med en følelse af, at de ikke gør, hvad de burde, fordi tiden og ressourcerne ikke er der.
Nok er nok
………………………
Nu ser jeg mig selv som en ung kvinde, og en af de ting som præger mig meget, når jeg tænker på min fremtid, er faktisk om det overhovedet kan lades sig gøre, nu hvor jeg er en kvinde. Det danske arbejdsmarked er i grusom grad opdelt efter køn, og kvinder tjener i gennemsnit 87,5 kroner for hver hundredkroneseddel en mand tjener. Og en af de ting, som undrer mig er, at kvinders arbejde faktisk oftest ligger inden for den offentlige sektor i de såkaldte ”kvindejobs”, hvorimod mænd i større grad arbejder for den private i de såkaldte ”mandejobs”. Jeg tror ikke, at det er genetisk bestemt at mænd vælger håndværkerfagene eller ledelsesposter, og at flere kvinder arbejder i omsorgsjobbene.
Roden til kvindeundertrykkelse findes i klassesamfund og lige nu er det en integreret del af det kapitalistiske samfund. Vi ser det i kernefamilien og det reproduktive arbejde. Kvinder udfører primært det reproduktive arbejde i hjemmet, hvor det er ulønnet arbejde som madlavning, rengøring, børnepasning og meget mere. Dette arbejde er privatiseret, og derved betyder det, at det er de enkeltes ansvar i deres eget hjem. Det reproduktive arbejde burde være opgaver vi kan løse i fælleskab, i hjemmet og i samfundet, i stedet for det er den enkeltes problem at løse alle opgaverne alene.
Et andet problem er, at det stadig er primært kvinder, der i løfter disse opgaver i vores samfund som sygehuse og plejehjem.
Det handler om kønsroller, normer og værdier, der ligger i samfundsstrukturen: Den korrekte pige og den korrekte dreng. Det samfund som vi lever i sætter allerede ved første øjeblik i vores liv et køn på os. Allerede under graviditeten bliver vi smidt i kønskassen og får at vide, hvordan man skal opføre sig som dreng eller pige, om vi er stærke eller smukke. Helt grundlæggende set er piger opdraget til at være relations orienteret, hvor det drejer som om at tage sig af andre mennesker, hvor drenge derimod er opdraget til at sigte efter en destination, som en fed bil eller et succesfuldt arbejde.
Jeg var for lidt over en uge siden inde sammen med de andre ungdomspartier til dialog med vores ”ligestillingsminister” Karen Ellemann. Hun havde inviteret os til dialog omkring at få flere kvinder i politiske erhverv. En af de ting, jeg bed mærke i, hun og de borgerlige partier var enige i, var hvordan kvinder bare skulle have et lille skub med sætninger som: ”Hvad vil du gøre, hvis du var en mand” eller ”En mand vil bare havde hoppet ud i det”. Vi skal åbenbart alle stræbe efter at blive det ideelle køn, mand. Undskyld, men nej. Jeg vil ikke stræbe efter at være som et bestemt køn. Jeg vil stræbe efter at gøre lige, hvad der passer mig selv bedst. Hvad jeg vælger er bedst for mig, skal ikke dikteres af, hvilket køn jeg ser mig som.
Men selvom kvinder og mænd har forskellige typer jobs, så er det da på ingen måde en forklaring på, hvorfor kvinder får mindre i løn. Vi har pligt til at kæmpe for et samfund, hvor kompetencer og drømme kan udvikles frit uden nogle indflydelser fra vores køn. Kampen om ligeløn er en fælles kamp imod kapitalisme og for socialisme, fordi kapitalismen profiterer på uligheden mellem kønnene og de fastlagte kønsroller. Vores alle sammes tid er lige meget værd og vores arbejdsfunktioner er lige vigtige. Der er ingen kvindekamp uden klassekamp, og ingen klassekamp uden kvindekamp.
………………………
1.maj er utrolig essentiel i år. Vi har set de offentlige ansatte blive nedgjort i forhandlingerne om det offentlige overenskomster. De har fået kastet ord i hovedet som, de offentlige ansatte er for grådige og de vil bare ha’ og ha’. Det har været svært at skrive omkring dette, da de ikke har kunne blive helt enige, men så alligevel var enige, jeg må indrømme, at det har forvirret mig en del.
En ting, jeg så ikke har været forvirret omkring er, det var tydeligt at Forligskvinden og den danske model, med udskydning af forhandlingerne, har prøvet at trække så meget kampvilje ud af arbejderklassen som muligt. Der har været hemmelige forhandlinger, og Forligskvinden der sagde, de skulle komme med liggeunderlag og soveposer, men så alligevel sendte størstedelen hjem og sove. Det havde kun til formål at svække arbejderklassen.
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der er sket bag de store døre, men det var helt tydeligt, at det for regeringen og arbejdsgiverne ikke handler om, der var penge nok, men kort sagt om at forringe de offentlige ansattes arbejdsforhold og undergrave arbejdernes rettigheder. Direktøren fra KL udtalte, også, at regeringen ønsker et ”opgør mod de kollektive lønforhandlinger”. Det er og var klokkeklart, at regeringen og arbejdsgivernes mål i OK18 var at svække tillidsfolkene og fagforeningernes indflydelse.
Efter angreb på angreb på de offentlige arbejdspladser var overenskomstforhandlingerne i år en oplagt anledning for de offentlige ansatte til at sige stop. De penge som regeringen havde tænkt sig at stjæle fra de offentligt ansatte ville have gået til flere skattelettelser, mere militæroprustning og flere gaver til erhvervslivet. Det var tid til at forsvare sig mod arbejdsgivernes konstante angreb.
Den her kamp kunne havde endt i sejr eller nederlag. Men trods nederlagene vil kampen forsætte. OK18 er bare et slag i en lang kamp. Derfor skal vi stå sammen om at bekæmpe elitens magtmisbrug. Vi fortjener højere lønninger, vi fortjener betalt frokostpause, vi fortjener at vores børn har lærere, der har tid til forberedelse, og ikke bare en kommission. Disse krav er ikke umulige at opnå, hvis vi står skulder ved skulder og viser vores utilfredshed, viser solidaritet med de offentlige ansatte – også i fremtidige kampe.
Dette er ikke kun en kamp for den nuværende arbejderklasse, men det er også en kamp for min fremtid, jeres fremtid, vores børns fremtid og børnebørns fremtid!
Vi skal altid huske musketer eden: Én for alle, alle for én!
………………….
Hvis i ikke har lagt mærke til det, så har jeg en del, som går mig på. Derfor må vi, nok mest mig selv, huske at dette også er en festdag i dag, og jeg lover jer, at jeg nok skal skåle for arbejderklassen senere. Vi har en masse ting at være glade over, vi har set et samfund, hvor størstedelen af befolkningen har været på arbejdernes side og en samling mellem fagforeningerne, vi længe har ventet på. Vi har set solidaritet. At stå skulder ved skulder er ikke nemt. Vi er opvokset i et kapitalistisk samfund, hvor vi har lært at sætte vores egne interesser foran, hvad der er det fælles bedste. Heldigvis ser vi i samfundet, at det kan betale sig at stå sammen. Det er lige præcis, når vi står sammen, at vi kan udrette noget. Vi skal kæmpe for en løn til at leve af. Vi skal kæmpe for, at vi arbejder i at drive samfundet fremad og styrke fællesskabets interesser, i stedet for at producere og arbejde for at skabe profit. Vi skal kæmpe for at stoppe social dumping. Vi skal kæmpe for at fjerne det kønsopdelte arbejdsmarkedet. Vi skal kæmpe for arbejderklassen. Vi skal kæmpe for de mange, og ikke får de få.
Derfor står vi i dag samlet for at se tilbage på de kampe, vi har vundet og dem vi har tabt. Men vores tanker går først og fremmest til de kampe vi går imod.
Kære alle sammen
Kammerater, venner og alle jer nye
Lad kampen forsætte her
Vores ret til ligeløn, frokostpauser og fællesskab
Der er styrke i vores sammenhold, og intet har en chance mod ægte solidaritet.
Tak for ordet
