Røde Port

Vi opfordrer til, at det nyvalgte byråd ikke bare sætter det gamle projekt i gang, men giver sig god tid til at finde de bedste løsninger, og at byens borgere, folkelige organisationer og handelslivet tages med på råd, inden der træffes beslutning. Der skal være tid til en grundig planproces.

Vi ser udnyttelsen af arealet som en oplagt mulighed for at kunne binde byen bedre sammen geografisk, socialt og kulturelt. Det er vigtigt, at projektet ikke bliver større, end at infrastrukturen kan klare belastningen, og at de nye handelsmuligheder og hotelbyggeri skal kunne passe ind i en by af Roskildes størrelse. Vi vil lægge vægt på:

Selvfølgelig skal kommunen købe arealet af DSB og vi i Enhedslisten glæder os til at området kan bruges til gavn for hele byen.

* Størrelsesforholdene skal tilpasses de nuværende proportioner i byen. Centeret skal hverken stikke af fra Stationsbygningen eller den profil, byen i øvrigt har i dag.

* Der skal selvfølgelig være boliger. Det er en oplagt mulighed for at bygge en masse almennyttige, mindre og billige boliger samt daginstitutioner, så de mange unge, der tager uddannelse i byen, kan bo i Roskilde. Det vil være med til at skabe en god udvikling af byen i fremtiden.

* Vi ser det også som en mulighed for at binde byen bedre sammen kulturelt. Biblioteket kunne have en fremskudt ”filial” til gavn for de mange, der vil komme forbi hver dag, skiftende kunstnere kan have udstillinger. Der skal være mulighed for at afholde musik- og andre arrangementer. Gode mødefaciliteter er oplagt med den nemme adgang til offentlig transport. Og selvfølgelig skal der være legemuligheder og andre tilbud til børn og unge.

* Et så stort projekt får indflydelse på hele byen. Butikkerne i det nye center skal være et supplement til det nuværende butiksliv og ikke ødelægge det.

* En bred tunnel for cykler og fodgængere fra Køgevej til Hersegade er et must. Ligesom den nuværende tunnel fra stationsbygningen til perronerne også får udgang mod Ny Østergade.

* Det er en selvfølge, at der bygges klimavenligt og med grønne områder.

* Der skal selvfølgelig fortsat være parkeringsmuligheder – først og fremmest til de mange togpendlere fra Roskilde, hvor der allerede i dag er for få pladser. Dernæst til dem, der vil handle i centeret og resten af byen. Vi skal finde løsninger, så så mange som muligt bruger offentlig transport ind til Roskilde – også i form af aflastningsparkering i periferien med nem transport ind til byen. Den øgede trafik ind i byen og dermed behovet for endnu flere P-pladser er en stor udfordring ved projektet.

* Endelig er det oplagt, at de nye muligheder med Sygehusgrunden tænkes med i udformningen af projektet.

Enhedslisten mener, at de gode muligheder for at gøre Roskilde til en bedre by skal udnyttes. Men for at centeret skal blive en gevinst for byen og ikke en belastning, skal vi tænke os godt om. Så i første omgang vil vi slås for, at der gives tid til en grundig proces i byrådet og med borgerinddragelse, så vi i fællesskab skaber de bedste muligheder for at træffe de bedste beslutninger.

 

Anna Bondo Nielsen

Birgitte Baktoft

Jonas Paludan

Danny Nielsen

Per Nielsen

Kandidater til byrådet for Enhedslisten