Roskilde Fjord for alle

Vi vil sikre adgang til fjorden

Har du nogensinde gået en tur langs Roskilde Fjord? Spørgsmålet er formentlig tåbeligt, for mon ikke alle roskildensere sætter særligt pris på, at vi bor usædvanligt skønt og at fjorden aldrig er langt væk. At gå en tur langs vandet renser hovedet og giver lidt tiltrængt motion. Det er en anledning til at nyde naturen og beundre vikingeskibene på vandet. Vikingeskibe. Hvor ellers, end i Roskilde fjord?

Som det er nu, kan man gå en god distance fra inderhavnen, mod nordvest og ende helt ude ved Kattinge Værk. En tur som giver sved på panden og fantastiske naturoplevelser.

Den rute kender mange Roskildensere, men vi er nogle som har en drøm om, at man en dag kan gå helt fra Kattinge Værk, ind over inderhavnen og helt ud til Vigen. Har du nogensinde prøvet at gå turen nordøst fra Vikingeskibsmuseet?

Det er med fare for liv og lemmer, hvis man vover sig ud på strækningen som er knap 2,5 kilometer lang, men som føles meget, meget længere. Undervejs er man nødt til at hoppe over gamle høfder, undgå faldgruber og skrammel, hvis strandkanten da ikke på det nærmeste er forsvundet. Hvis man er borger med et handicap eller bare dårligt gående, så er turen reelt umuligt at klare. Det bør vi gøre noget ved.
Det var på den baggrund at partierne bag Roskilde Kommunes budget for 2023 afsatte midler til at undersøge, hvordan en farbar forbindelse kan sikre langs inderfjord øst. Det er vi i Enhedslisten i særklasse glade for, for naturen og fjorden tilhører os alle og bør kunne nydes af høj som lav. Derfor vil en undersøgelse af adgangen blive igangsat i løbet af i år og forhåbentlig vil det fører til, at vi på sigt, får en farbar forbindelse langs fjorden. Vi håber på støtte til det projekt fra både borgere og byrådspolitikere.

Med venlig hilsen
Jonas Paludan

Medlem af Roskilde byråd (Ø) og formand for Klima- og Miljøudvalget