Skolestruktur ændringen 2019

”Kejserens Nye Klæder”
blev der sagt under en ophedet debat på Vor Frue Skole for 3 år siden.
Enhedslisten gjorde, hvad vi kunne for at advare for konsekvenserne af det, der var ved at ske, da det blev besluttet at lægge de to skoler ved Viby sammen, lægge de to skoler i Jyllinge sammen, og endeligt at gøre Vor Frue Skole til en skole for kun 0.-3. klasse.

I andre kommuner var man på nøjagtigt samme tid i gang med den modsatte øvelse: Nemlig at skille skoler ad, som man tidligere havde lagt sammen. Her havde man indset, at sammenlægningen havde været dyr og besværlig, det var blevet sværere at holde på personalet, og fagligheden var blevet ringere.

Ligesom Enhedslisten, sagde SF også fra dengang. Alle de andre partier skrev under på, at de gik ind for ændringerne og var bagefter med rundt på skoler og på borgermøder for at argumentere varmt for beslutningens herligheder: Skolebestyrelserne og skolens ledere ville få et større økonomisk råderum at lave skole for. Eleverne ville komme til at opleve et fagligt løft. Pædagoger, lærere og ledere ville blive klædt bedre på fagligt. Og det ville blive lettere at holde fast på det gode personale.

Nu står vi så her i 2021 med store frustrationer, som man dengang gjorde det i de andre kommuner. I Roskilde kommune har vi oven i købet to ekstra problematikker: Hele sammenhængskraften i Vor Frue landsby er truet af en skole man gjort for lille. Og i Viby er de trafikale problemer blevet forstærket af, at halvdelen af alle elever hver dag skal krydse jernbanen for at komme til og fra skole.

I dette efterår foreslog Enhedslisten sammen med SF, at vi skulle lave en evaluering i tæt samarbejde med skolebestyrelser, elever, ledere og medarbejdere fra de 5 skoler, det handler om. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ville slet ikke høre tale om en evaluering. Konservative, radikale og Venstre ville kun være med, hvis hele skolevæsenet skulle evalueres, og stemte derfor også imod vores forslag.
De pæne argumenter på borgermøderne kom ikke til holde stik i virkeligheden, alle kan se det – men ingen rykker på det.
”Men han har jo ikke noget på”. Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: ’Nu må jeg holde processionen ud. Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var!

Anna Bondo Nielsen
Byrådskandidat for Enhedslisten