Våben eller velfærd?

Landets kommunalpolitikere er i fuld gang med at forberede de kommende budgetforhandlinger, forhandlinger som vil bestemme, hvordan dine folkevalgte politikere prioriterer skattekronerne i det kommende år. Fra Enhedslistens side går vi til forhandlingerne med det mål at styrke den kommunale velfærd og lave et budget, som har markante forbedringer på klima- og miljøområdet.

Desværre ser det sort ud for den kommunale velfærd. Kommunerens økonomi er nemlig afhængig af den årlige økonomiaftale som forhandles mellem Kommunernes Landsforening og regeringen. Og den var ikke til fordel for kommunerne. Det viste sig allerede tidligt i forhandlingsprocessen da landets kommunalpolitikere modtog en mail, hvoraf følgende fremgik:

Forhandlingerne bærer tydeligt præg af, at regeringen har indgået et forsvarsforlig i skyggen af situationen i Ukraine, Hvilket gør, at stort set hele råderummet er brugt.” Så klar var beskeden. Der er desværre ikke penge til velfærd, for de skal bruges til våben. Det er et gigantiske problem, ikke mindst fordi udgifterne til voksensocialområdet er eksploderet. Udgifter som skal dækkes.

Som om det ikke var nok, så er landets kommuner underlagt et serviceloft, som bestemmer hvor mange penge vi må bruge på kommunal velfærd – og her er der tale om et reelt kvælertag på kommunerne. Alene i Roskilde Kommune er beløbet på 67 mio. kr., som vi ikke må bruge. De negative konsekvenser for den kommunale velfærd er helt uoverskuelige.

At der overhovedet eksisterer et serviceloft, er i sig selv bizart. Hvorfor skal der været et loft over, hvor god en service vi må yde i kommunerne? Det er et angreb på det kommunale selvstyre og giver de folkevalgte politikere på Christiansborg mulighed for at love guld og grønne skove, samtidig med at de tvinger kommunerne ud i unødvendige spareøvelser.

I Enhedslisten vil vi en anden vej. Vi vil gøre vores for at afværge nedskæringer på velfærden og siger nej til både våben og serviceloft. Vi ønsker reelle løft i den kommunale velfærd og på det grønne område og vil byrådets øvrige partier det samme, så vil de finde en naturlig allieret i Enhedslisten. Som det første vil vi til næste byrådsmøde stille forslag om, at Roskilde Kommune ønsker at sprænge serviceloftet. Kan det finde et flertal i byrådssalen, så kan det inspirere andre kommuner til at gøre det samme. Det er nødvendigt, hvis vi vil sikre ordentlige arbejdsvilkår for kommunens ansatte og dermed en anstændig service, til gavn for borgerne i kommunen.

Med venlig hilsen

Enhedslistens Byrådsgruppe

Jonas Paludan

Birgitte Baktoft

Anna Bondo Nielsen