Velbesøgt møde med Pelle Dragsted

Torsdag den 20 maj havde Enhedslisten i Roskilde inviteret tidligere folketingsmedlem, samfundsdebattør og forfatter Pelle Dragsted til møde i Byens Hus. Baggrunden for debatmødet var Dragsteds nye bog “Nordisk Socialisme”, som allerede er trykt i fjerde oplag. Mødet samlede de tilladte 25 deltagere ved fysisk fremmøde, mens over 50 mennesker fulgte og deltog i debatten over Zoom.

I bogen argumenterer Pelle Dragsted for, at kimene til en ny demokratisk socialisme allerede findes i de nordiske velfærdssamfund og i vores erfaringer fra andelsbevægelsen, kooperationen og vores fællesejede offentlige sektor. Han kritiserer på den ene side socialdemokraterne for at have opgivet at ændre ejendomsforholdene, og på den anden side venstrefløjen for at gøre socialismen til et utopisk og absolut projekt, som få tror på eller kan se sig selv i. Og han kommer med en række konkrete reformforslag, der vil gøre Danmark mere socialistisk og mindre kapitalistisk.

Mødet har givet Enhedslisten i Roskilde blod på tanden, og afdelingen planlægger derfor flere debatmøder om socialistiske visioner og vejene dertil.