Vi skal indsamle kildesorteret plast

Byrådet i Roskilde har besluttet at indføre en ny affaldsordning og i den nordlige og den sydlige del af kommunen, er ordningen allerede udrullet. Her bliver der sorteret på livet løs.

I løbet af 2018 kommer resten af kommunen så med og det betyder at 86.000 borgere skal sortere deres affald. Det er der grund til at være glad for, da vores bananskræller og andet organisk affald vil blive bioforgasset og værdifulde stoffer som fosfor og kalium vil indgå i naturens kredsløb, frem for at blive brændt af som det i dag sker i stor stil.

Set gennem Enhedslistens briller, er vi dog ikke i mål endnu. Sagen er den at da byrådet stemte om den nye affaldsordning i november 2015, besluttede flertallet desværre at indsamlingen af plast ikke skulle være en del af den nye ordning. Da byrådet traf beslutningen d. 25/11/2015, var det faktisk en mulighed at indsamle plasten allerede fra i år, men desværre var det kun Radikale Venstre og Enhedslisten som stemte for den mulighed. Resten af byrådet, fra SF til DF valgte ikke at inddrage plasten. I Enhedslisten er vi dog optimister.

Den 21. november i år går vi til valg og det er vores håb, at vi kan få styrket den grønne fløj. Hvis det sker, så er der håb for at denne fraktion også indsamles. Hvis Alternativet kommer ind og hvis S og SF ændrer deres stemme, så kan det faktisk lade sig gøre.

Sagen er den, at det er godt at blive konfronteret med sit eget forbrug af plast – og det fylder mere end de fleste tænker over. Det er en ressource som vi skal genbruge og vi vil arbejde på at få samlet et flertal for det i næste byrådsperiode.

Med venlig hilsen
Jonas Paludan
Medlem af byrådet – Enhedslisten
Formand for klima- og miljøudvalget

Indlægget er sendt til de lokale medier