Ved Enhedslistens 1. maj formiddag i Byens Hus holdt Xenia Anderson den “lokale” 1. maj tale:
“Jeg vil gerne starte med at takke jer alle for at dukke op til vores fejring af
første maj. En stolt tradition, som siden 1890 har været en påmindelse for os
alle sammen, om at vi i fællesskab skaber forandring.
I år er en helt særlig 1. maj, personligt fordi jeg står her og holder min første
1.maj tale, men også fordi vi desværre er mange i verden som tilsyneladende
har glemt vigtigheden af det fællesskab, som vi fejrer og kæmper for i dag.
Ikke fordi vores behov for fællesskab er faldet, men fordi vores samfund har
ændret sig.
Vi er i højere grad sociale på de asociale medier. Vi diskuterer i Facebook
kommentarer med fremmede uden profilbilleder og modtager ondsindede
beskeder når vi kæmper for en verden med fred.
Polariseringen har taget sit indtog, på internettet, såvel som i virkeligheden.
Politikere fører kampagne med splittelse i værktøjskassen. Og Når
menneskeheden kæmper iblandt sig selv, så taber vi alle sammen, når had og
splittelse bliver retoriske virkemidler i politiske kampagner,
så er det et intet mindre end naivt at tro, dette had ikke spreder sig som en
steppebrand over det danske land. Hvilket menneske har det nogensinde gavnet
at være fyldt med had, svaret er simpelt, intet.
Når jeg står her på første maj og bruger min tid på at beskrive dette, så er det
netop fordi, at denne dag er et symbol på de sejre vi kan opnå, når mennesker
står sammen. Når vi løfter i flok, når vi respekterer hinanden lytter til hinanden.
Står sammen med hinanden. Så er det netop der hvor den nødvendige
forandring og ikke mindst velfærden skabes.
Desværre deler vores regering ikke denne vision og hvor finder jeg det ironisk
når særligt socialdemokratiet, som er roden i den danske arbejderbevægelse,
tilsyneladende har glemt at arbejderpartier, ikke eksisterer for at få
mennesker til at arbejde mere, men faktisk netop eksisterer for det modsatte.
Derfor er jeg glad for at stå her, blandt folk som stadig kæmper for
arbejderne. For velfærden. Og som også kan se at vi er skabt til mere end
arbejde, at vi er skabt til at nyde hinanden, at nyde naturen, at nyde livets
mange glæder med vores familie og venner. Og som mener at mennesker
skal have lov til at være mennesker og ikke samlebånd i statens fabrik.
Nogle mener velfærdssamfundet kan måles i kroner og ører, jeg mener det
måles i næstekærlighed.
Næstekærligheden er en altafgørende faktor for menneskelig trivsel.
Men næstekærligheden føles i disse tider som værende forsvunden
Vi er nødsaget til at gå på gaden og råbe at alle mennesker fortjener at leve.
At alle børn fortjener at blive voksne.
Og ikke en gang det vil alle anderkende.
Det er uhyggeligt.
Det er derfor jeg står her, derfor jeg er medlem af Enhedslisten. For at
kæmpe for mennesker, fællesskabet og næstekærligheden
Til sidst vil jeg slutte af med at læse et vers fra Natasjas : giv mig Danmark
tilbage
Det’ snak, det’ snik. Det’ top retorik.
Det’ ik politik. Det pis og polemik.
Her kører det fedt, så vi keder os lidt.
flåden er slidt, børn er fallit
Tro mig i Danmark der har vi det fint.
Så ufatteligt godt at det er vores pligt,
At gøre noget godt, der hvor det’ skidt
Verden er vor fremtid men vi fatter det ik.
Vi har for travlt med at forpurre vores egen butik.”
