24 elever er nok!

Roskilde Avis skriver den 6. februar, at et flertal i byrådet stod bag et forslag om at oprette to 0.-klasser på Lynghøjskolen med 24 elever i hver til næste år – og at den prioritering blev kritiseret af undertegnede.

Det er imidlertid ikke helt sådan det hænger sammen. Hvis der kun skulle være 24 i hver klasse, havde vi i Enhedslisten stemt for. En aftale i kommunen siger nemlig, at der maksimum må være 24 elever i hver børnehaveklasse, hvilket faktisk også fremgår længere nede i avisens historie.

Men problemet er, at flertallet nu vil indskrive 25 elever i en af børnehaveklasserne – og dermed bryde princippet med et på max. 24 . “Det drejer sig jo kun om en enkelt elev mere,” hedder det. Ja – og det gør det så også med den næste ekstra elev osv.

– Hvad betyder det egentlig, at vi har en maksimum-grænse på 24?

Det eneste rimelige svar må vel være, at der bør oprettes tre og ikke to 0.-klasser på Lynghøjskolen. Det stillede vi forslag om, både i Skole- og Børneudvalget og i byrådet, men alle andre stemte desværre imod.

Et ekstra argument er risikoen for, at det på grund af tilflytning kan blive nødvendigt at dele de to klasser om et år eller to for at oprette en tredje klasse. Det skal ske, hvis man når op på 28 elever i klassen. Det er altid meget uheldigt både pædagogisk og for klassernes sociale liv, hvis man skal omfordele børnene allerede i indskolingen.

Ganske vist er der ikke de store planer om nye boliger i Svogerslev, men det er et af de områder i kommunen, hvor der er pænt gang i trafikken med, at ældre borgere sælger deres hus, og det derefter er børnefamilier, som flytter ind.

 

Henrik Stougaard, Enhedslisten

Medlem af Skole- og Børneudvalget