Enhedslisten vil velværden og dermed et andet Budget i Roskilde Kommune.

Enhedslistens 7 konkrete ændringsforslag til Budgetforliget budget 2024.

1. Ændringsforslag til 3100 a (BSU):
Der afsættes 6,2 mio kr på at understøtte arbejdet med en videre udvikling af kvaliteten i den borgernære service.
Det er vigtigt at der i processen med at sammentænke indgange og borgerrettede tilbud skabes rum til at tage de bedst mulige beslutninger, og at tilbuddet defineres og udvikles inden pengene spares.
Særligt vigtigt er det at have øje for at muligheden for at komme ind direkte fra gaden. Det gælderbl.a. borgere, som benytter sig af særlige tilbud, som f.eks. Café Klavs, INSP! og Head Space.

Ændringsforslag 1 Kvalitet i borgernær service 6,2 mio.kr.: Tale ved Birgitte. 

Da der blev lukket for talelisten blev talen stærkt forkortet. De væsentligste pointer kom med. 

På Beskæftigelse- og Social har forvaltningen fortsat arbejdet med at få bragt balance i udgifterne. De er lykkedes med, at få styr på det ustyrlige voksensocialområde. Den måde at arbejde på fortsætter på de øvrige områder under forvaltningen. Det er en flot indsats! Enhedslisten støtter alle de tiltag, der kan være med til at sikre, at borgernes penge bliver brugt til topkvalitet i tilbuddene. 

Jeg ved godt, at 6,2 mio. kr. er forvaltningens bedste bud på en opnåelig besparelse i 2024.

Men at skulle høste gevinsten af en udvikling på feltet – FØR udviklingen er implementeret, finder vi i Enhedslisten er noget af et benspænd for medarbejderne. 

Vi finder det vigtigt, at der i processen med at sammentænke indgange og borgerrettede tilbud skabes rum til at tage de bedst mulige beslutninger, og at tilbuddet defineres og udvikles – inden pengene spares.

Særligt vigtigt er det at have øje for de borgere, der har svært ved at nærme sig offentlige myndigheder i imposante bygninger. 

Kommunen skal kunne møde borgerne, hvor de er og hvor de står i livet. De borgere skal fortsat have  mulighed for at komme i kontakt med kommunen direkte fra gaden, det gælder tilbud  som f.eks. Kafé Klavs, INSP!, GRO og Head Space.

Enhedslisten foreslår derfor, at de 6,2 mio. kr. tages ud af budgetforliget eller tilbageføres til yderligere arbejde med udvikling af kvaliteten i den borgernære service. 

2. Ændringsforslag til 6201 (KMU):
Fastholdelse af serviceniveau i busdrift og Flextrafik
Der afsættes 4,8 mio. kr. til at fastsætte det nuværende serviceniveau. Busdriften har grundet faldende passagerer tal og stigende benzinpriser været dyrere de senere år. At fastholde service i den offentlige trafik er afgørende for både mobilitet og for klimabevidste trafikløsninger. Vi skal investere i at trække passagererne tilbage til busserne, og vi skal investere i rimelige forhold for folk, der er afhængige af den offentlige trafik.

Ændringsforslag 2 Fastholdelse af serviceniveau i busdrift og Flextrafik: Tale ved Jonas. 

Jeg vil her tage udgangspunkt i Enhedslistens ændringsforslag til 6201.
Vores forslag handler om at fastholde det nuværende serviceniveau i busdrift og Flextrafik.
Hvis du bor i Veddelev og vil til Roskilde, så bliver det ikke med bus 204.
For nu ledlægges bus 204.
Hvis du bor i Hastrup og gerne vil på weekendtur til Roskilde, eller måske omvendt, hvis du bor i Roskilde og gerne vil besøge Himmelsøen, for at tage en svømmetur i løbet af lørdagen, ja, så kan du nu vinke farvel til weekendkørslen med linje 212.
Blot for at nævne nogle af nedlæggelserne.
Det går den forkerte vej og vi er dybt bekymrede og vi håber meget, at byrådsflertallet ikke deltager i indholdsløse skåltaler om sammenhængskraften mellem land og by, for her trækker forliget i den helt forkerte retning.
Alt det er slemt nok, men især er det med stor bekymring, at vi ser flertallet sætte prisen på Flextur op.
Vi ved, at 70% af dem som bruger Flextur, de er ældre medborgere.
70%
34% af brugerne af Flextur i Roskilde by, har rollator eller rullestol med.
34% Det er dem, son nu skal betale regningen.
Tror vi på, at det er mennesker som “bare” kan tage en taxi?
Næppe.
Den bitre pille vil nok være noget nemmere at sluge, hvis vi havde haft en borgmester som var gået i brechen for Roskilde Kommunes borgere.
Det ser vi desværre ikke er tilfældet.
VI har jo spurgt på byrådsmailen, hvad vores borgester sagde, da DR ringede op og andre Socialdemokratiske borgmestre sagde klart fra overfor regeringens nedskæringsprojekt.
De gjorde meget klart opmærksom på, hvilke gravalvorlige konsekvenser regeringens nedskæringspolitik har for de danske kommuner.
Hvad svarede Roskilde borgmester?
Intet svar.
Derfor var vi spændte på, hvordan borgmesterpartiet ville stille sig til det forslag, som vi stillede tidligere i aften.
Desværre.
Heller ikke her, var der ikke stemning for  at gå imod partitoppen på Christiansborg.
Bemærk i øvrigt, at nu slutter socialdemokratiske medlemmer af regionerne sig til protesten mod regningen.
Godt gået af dem. Der er faktisk håb, for der er nogle, som protesterer rundt omkring os.
Vi har fra borgerlig sige ofte fået at vide, at der er et socialistisk flertal i denne kommune.
Det er helt, helt forkert.
Som socialister, der har vi et skarpt blik for, hvilke alvorlige konsekvenser uligheden medfører for borgernes liv.
At nedbringe uligheden er er bliver, et kardinalpunkt, for enhver socialist.
Og det her budget, det har intet med socialisme at gøre.
For nyligt, der lærte jeg, at hvis vi sammenligner den fjerdedel rigeste del af befolkning, med den fattigste fjerdedel af befolkningen, så lever de rigeste borgere i gennemsnit 10 år længere, end den fattigste.
10 år.
Slutteligt:
Med forliget, så er der også nogle andre vi skal sige farvel til.
Helt præcis, så siger vi også farvel til et sted mellem 42 og 46 ansatte i Roskilde Kommune. Det er forvaltningens vurdering af forligets personalemæssige konsekvenser.
Et sted mellem 42 og 46 mennesker står overfor en fyreseddel og kan stille sig op i arbejdsløshedskøen, som direkte konsekvens af det her forlig.
Og det er helt fraregnet konsekvenserne af afskaffelsen af Store Bededag.
Der bliver brug for Enhedslisten i fremtiden, for vi har tænkt sig at fortælle præcis, hvilke konsekvenser det her forlig får.
Den rolle påtager vi os meget gerne. 

 

 

3. Ændringsforslag til 7103 (SOU): Kvalitet i rengøringsindsatsen for ældre borgere

Der afsættes 4,5 mio. til at undgå besparelse på rengøring i ældreplejen.
Via jobcentret mv. rekrutteres og kvalificeres jobparate til at indgå i rengøringsindsatsen ioverensstemmelse med kvalitetsstandarderne, herunder i dialog med de visiterede borgere. Evt. heraf opnåede besparelser på overførelsesudgifter overføres til genoptræning og vedligeholdelsestræning.

Ændringsforslag 3: Kvalitet i rengøringsindsatsen for ældre borgere. Tale ved Anna

I budgetforliget vil man spare 4,2 mio kr. ved at få jobparate borgere til at løfte opgaven med rengøring. I forvejen har hjemmeplejen et stærkt samarbejde med jobcentret ift. at understøtte og uddanne gode borgere til at kunne løfte denne opgave. Rengøring er en del af hjemmeplejen. Når man kommer i den ældre og ofte sårbare borgers hjem, løfter man forskellige opgaver – pleje, sygepleje, omsorg, rengøring. I alle funktioner gælder det, at man skal kunne have en god kontakt med borgeren og at man den ene funktion skal kunne understøtte den anden. Den, der gør rent skal kunne have en fornemmelse af, hvordan borgeren har det lige nu. Så der er en faglighed, som skal være til stede – også i opgaven med rengøring. Derfor vil det ikke være muligt at gøre rengøringen gratis!

4. Ændringsforslag til 7100 (SOU): Bevarelse og udvikling af klippekort i hjemmeplejen

Der afsættes 4,2 mio. kr til en bevarelse af klippekortsordningen, som er en ordning.
Klippeordningen giver selvbestemmelse og selvværd samt understøtter den ældres sociale liv. Ordningen videreføres og udvikles. Ordningen indgår i kvalitetsudviklingen i ”Sam skabt tilsyn”.

Ændringsforslag 4: Bevarelse og udvikling af klippekort i hjemmeplejen. Tale ved Anna

At være en del af – og bidrage ind i et fællesskab er for den ældre borger er afgørende ift. borgerens sundhed. Det har en større betydning end motion, rygning og hvilken mad, man spiser. Klippekortsordningen er en god og velfungerende ordning, som gør, at borgeren kan komme ud af sit hjem og deltage i meningsfulde aktiviteter og møder med andre mennesker. I en tid, hvor det ønskes, at fællesskabet og forebyggelse skal bære mere, er det en rigtig dårlig ide at fjerne denne ordning for at spare penge her og nu. Derfor skal vi bevare ordningen! 

5. Ændringsforslag til 4105, 4106, 4107, 4108, 4111a, 4112: der alle handler om takstforhøjelser på dagtilbud og SFO eller udvidelse af lukketid og lukkedage. 

Der afsættes 14,0 mio. kr. til at fastholde standard og takster på det niveau, der er i 2023.
Disse forringelser og prisstigninger på børneområdet tages ud af budgettet.

Ændringsforslag 5: Takstforhøjelser på dagtilbud og SFO og udvidelse af lukketid og lukkedage.  Disse forringelser og prisstigninger på børneområdet tages ud af budgettet.Tale ved Birgitte

”Roskilde skal blive ved med at være en kommune i vækst med flere borgere og arbejdspladser. Selv om det i de kommende år kommer til at gå lidt langsommere med investeringerne, end vi kunne ønske os, skal der løbende investeres i infrastruktur, daginstitutioner, skoler og kultur- og idrætsinstitutioner. Der skal være gode rammer for kommunens borgere og det har højeste prioritet at sikre, at der er gode og trygge pasningsmuligheder til vores børn i alle dele af kommunen.” Citatet stammer fra den budgetaftale, vi har til 1. behandling i dag. 

På første side i budgetforslaget konstateres, at Roskilde skal  være en kommune i vækst med flere borgere – der skal opleve, at det har højeste prioritet at sikre gode og trygge pasningsmuligheder til vores børn i alle dele af kommunen. 

”Højeste prioritet” det betyder for et næsten enigt byråd takstforhøjelser på daginstitutionerne og SFO, mindre åbningstid og flere lukkedage. Samt for de lidt ældre børn en klub med færre medarbejdere. 

I Enhedslisten er vi enige i, at børn og unge i Roskilde skal have højeste prioritet. 

Vi er ikke enige i metoden. At gøre tilbuddene dårligere og dyrere er for os ikke den rigtige vej at gå.  Vi er bekymrede for de familier, der får en månedlig udgift på 4600 kr. for et vuggestuebarn. Det er mange penge, selv for bedrestillede middelklasse-familier. Det er i realiteten at lægge skat på børn! Og vi tror, det har betydning, for valg af kommune. Og vi ved, at det vil få betydning for de borgere, der allerede bor her. 

6. Ændringsforslag til  4110: ,der rammer den forebyggende indsats.

Der afsættes 1 mio. kr. til at fastholde standard på det niveau, der er i 2023.
Et ændret tilbud skal defineres og udvikles, inden pengene spares. Den 1 mio. kr., man forventer at spare, skal bruges til at støtte flere børn sprogligt – forebyggende.
Tale mangler p.t. i “Arkivet”

7. Ændringsforslag til 4115a og den i SBU besluttede rammebesparelse på dagtilbudsområdet.

Der afsættes 14,6 mio.kr. til at undgå en rammebesparelse på dagtilbudsområdet. (4115a: 4,5 mio. kr. samt Rammebesparelse besluttet i SBU: 10 mio.kr.)
Der afsættes altså i alt 29 mio. kr. til at undgå takstforhøjelser og rammebesparelser på dagtilbudsområdet, SFO og klub. Børnefamilier, især de familier, der ikke får friplads, er pressede økonomisk og tidsmæssigt. Med et ønske om at civilsamfundsaktører i højere grad skal deltage i samfundet, virker det ulogisk at lægge yderligere pres på denne gruppe. Samtidig skal det sikres, at Roskilde Kommune fortsat kan være en attraktiv kommune at flytte til for unge børnefamilier.

Ændringsforslag 7 til 4115a og den i SBU besluttede rammebesparelse på dagtilbudsområdet. Tale ved Birgitte

Folkeskolens almenområde skal styrkes! Det er klart, at Roskilde kommune, som andre kommuner har et ønske om, at de kommende generationer bliver både dannede og uddannede. Vores børn og unge skal være rustede til at tage del i det samfund, de skal leve i og udvikle. 

Og det koster kassen at holde skole.

Salamanca-erklæringen – som vi i Danmark har tilsluttet os –  siger, at børn- og unge med forskellige udfordringer og handicap skal have en uddannelse, der så vidt det er muligt matcher det almindelige uddannelsesniveau. 

I Danmark har vi løst problemet ved at inkludere flere og flere børn i den almindelige skole. 

Og det koster kassen.

Antallet af børn med forskellige udfordringer fysisk og psykisk er desværre vokset. Det betyder, at skolernes budgetter bliver pressede og undervisningen til almendelen bliver nedprioriteret. Og ikke mindst – vi har børn og unge der mistrives. Børn og unge, der ikke får det rette tilbud. Det er selvsagt uholdbart!

Enhedslisten er derfor meget enig i, at der skal tilføres midler til folkeskolens almenområde. 

MEN – at det skal ske ved at lave en rammebesparelse på 14,5 mio. kr. på dagtilbudsområdet – det kan vi under ingen omstændigheder være med til. 

Det kvalificerede dagtilbud er fundament for, at vi kan have den kvalitet i folkeskolen, som vi ønsker. 

Vuggestuebørn skal møde voksne, der har tid og uddannelse, til at være tilstede sammen med børnene. Børnepsykiatere udtaler, at det er essentielt for opbygningen af deres hjerner. De hjerner, de skal bruge i folkeskolen og senere. 

Børnehavebørn skal møde voksne, der har tid og uddannelse, til at lære dem basale begreber og hjælpe dem til at indgå i fællesskaber med andre. De fællesskaber, de skal bruge i folkeskolen og senere. 

Som jeg allerede tidligere har sagt: Børnefamilier er pressede økonomisk og tidsmæssigt. Samtidig skal det sikres, at Roskilde Kommune fortsat kan være en attraktiv kommune at flytte til for unge børnefamilier. 

Attraktiv – ja – fordi vi har betalelige og velfungerende dagtilbud og en helt fantastisk folkeskole med plads til alle!

Derfor ønsker Enhedslisten, at der afsættes 29 mio. kr. til at undgå takststigninger og ramme-besparelser på dagtilbudsområdet, SFO og klub.