Panik giver hovedløse besparelser

”Når der kommer flere ældre og børn, skal velfærden følge med!” Det var ordene fra regeringspartierne – under valget. Regeringspartierne lovede her at bakke kommunerne op økonomisk, så opgaverne kan løses. Men et er valgflæsk, et andet er virkelighed.  Regeringen har i stedet valgt, at pengene skal bruges anderledes – til fx skattelettelser til dem, der har mest, oprustning m.m., og så kan velfærden ikke følge med.

Konsekvensen er, at Roskilde i de kommende år tvinges til store besparelser samtidig med, at opgaverne er blevet større og mere komplekse.

”Vi skal gøre det smartere, og vi skal gøre det sammen” er budskabet. I Enhedslisten kan vi ikke være mere enige. Ja – vi skal gøre det smartere – og vi skal i samarbejde mellem politikere, ansatte og borgere finde gode løsninger. Løsninger, hvor den service, som kommunen leverer, bliver stadigt mere meningsfyldt. Enhedslisten bakker op om en målrettet indsats for, at dette vil ske. Men det er naivt – ja hovedløst – at tro, at vi kan gøre dette samtidigt med, at vi laver voldsomme besparelser i en tid, hvor medarbejderne er pressede og flere borgere udtrykker ønske om mere og mere stabil hjælp.

Byrådets første handling bør være at fortælle regeringen, at opgaverne ikke kan løses med de nedskæringer i kommunernes økonomi, der lægges op til.

I byrådet drøfter man at skabe et økonomisk råderum – altså at spare flere penge end nødvendigt – til såkaldt kloge investeringer senere. Vores store bekymring er, at byrådet vil komme til at gamble med vores velfærd. Vi risikerer hovedløst at lave nedskæringer på velfærden uden at vide, hvad råderummet skal bruges til. Enhedslisten vil gerne være med til at prioritere, hvad pengene skal bruges til i kommunen.  Samtidig vil vi arbejde konstruktivt sammen med det øvrige byråd, medarbejdere og borgere for at lægge en klar vision og strategi, ”så velfærden kan følge med.”

 

Birgitte Baktoft, Jonas Paludan, Anna Bondo

Enhedslistens byrådsgruppe