Velkommen til de nye afghanske flygtninge i Roskilde!

27.01.2022

I disse uger i 2022 kommer de første af de evakuerede afghanske tolke til Roskilde. De kan godt glæde sig! De og deres familier kommer til en kommune, der lige fra starten har haft som mål, at integrationen skal lykkes.

Jobcenterets store undersøgelse af beskæftigelsen viser, at der i 2020-21 er positiv udvikling blandt borgere med minoritetsbaggrund – på trods af Corona-perioden. Også indsatsen overfor børn i daginstitutioner og skoler sker målrettet, og karaktergennemsnittet for elever med minoritetsbaggrund er steget. Frafaldet af minoritetsunge på ungdomsuddannelserne er formindsket fra 46% i 2018 til 34 % i 2020.

Udfordringer er der nok af! Men trods vanskeligheder med at lære det danske sprog, helbreds- og kulturudfordringer og som udgangspunkt et lavt uddannelsesniveau, er det lykkedes for de allerfleste indvandrerfamilier at få et godt liv i Roskilde.

Roskilde byråd har tidligere vedtaget en Integrationspolitik og en handleplan, der tager udgangspunkt i, at dialog og gensidig respekt skal være udgangspunktet i arbejdet med integration. Og dette er også udgangspunktet, når masser af almindelige roskildeborgere og foreninger frivilligt bidraget med at hjælpe de nye roskildeborgere til rette med stort og småt: mentorbistand på arbejdspladsen, lektiehjælp, invitationer, sport, osv. Det har virket.

Indvandrerne selv har ydet en kæmpe indsats for at blive integreret og har taget imod de mange forskellige gode tilbud.

Kommunens mangeårige Integrationsråd danner rygrad i den gode indsats. Ikke mindre end 11 repræsentanter for blandt andet de etniske foreninger, Boligselskab Sjælland, VUC, fagbevægelse og Politi har sikret en åben, løbende dialog blandt alle involverede. Integrationsrådet har også stået bag vigtige initiativer som fx Åbent-Hus-arrangementer, Integrations-Cup og kommunens Integrationspris.

Så de nye afghanske medborgere skal være velkomne i Roskilde! De kommer med rigtig mange gode kompetencer og et vældigt gå på mod på, at de og deres familier skal klare sig i Danmark. At tale engelsk er ikke mindst en fordel, som disse tolke mestrer, og som mange lokale arbejdspladser har brug for.

Enhedslisten Roskilde ved

Birgitte Baktoft (Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune)
Anna Bondo (Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune)
Anne Haarløv (Enhedslistens Integrationsgruppe)