Klimakrisen: Debatmøde

Hvis klimakrisen var Coronavirus…

Så var problemet løst nu. Den pointe faldt under et velbesøgt møde i Byens Hus d. 5 marts, hvor temaet var klimakrisen og løsningen på samme. Mødet var arrangeret af Enhedslisten i Roskilde og bød på oplæg ved Mai Villadsen (MF, Ø), som talte om de nationale strategier for at håndtere klimakrisen. Efter det flyttede diskussionen sig fra det nationale til det lokale niveau, hvor byrådsmedlemmerne Karim Arfaoui (A), Jeppe Trolle (B) og Henrik Stougaard (Ø) gav deres input til lokale løsninger.

Selvom man umiddelbart kan undre sig over logikken i det indledende citat, så er det faktisk ret tankevækkende. I kampen mod Coronavirus påberåber myndighederne sig nu særlige paragraffer i epidemiloven som bl.a. gør det muligt at forbyde offentlige arrangementer. Det tiltag accepterer vi med den største selvfølgelighed, for vi vil beskytte os selv og de af vores medborgere som kan være særligt udsatte. Vi vil sygdommen til livs. Det er alt hæder og ære værd, men bør samme logik ikke gælde for klimakrisen? Hvis der er noget der kommer til at ramme os hårdt, så er det netop den.
Mai Villadsen (MF, Ø) opridsede krisen og de nationale målsætninger og skiftede mellem at være henholdsvis optimistisk og pessimistisk. Pessimistisk fordi vi står overfor stærke økonomiske interesser i industri og landbrug som er mere interesseret i profit end i at løse krisen. Optimistisk fordi unge går på gaden i klimabevægelsen og kræver handling nu. Netop handling er der brug for, så hermed en opfordring til at slutte sig til klimabevægelsen. Mens vi gør det, så kan vi håbe på at myndighederne erklærer klima-nødsituation. Det har vi i den grad brug for.

Med venlig hilsen

Jonas Paludan

Medlem af Enhedslisten i Roskilde