Hold fast i kampen mod ulighed – også i Roskilde!

Det var en glædens dag d. 14 juni. Fattigdomsforhandlingerne er landet. Det betyder bl.a., at mange tusinde børn og familier ramt af fattigdom bliver hjulpet økonomisk, og at receptpligtig medicin bliver gratis for børn af forældre, der modtager kontanthjælp og for voksne, der har været på kontanthjælp i 1 år.

Uligheden har været stigende i årevis. Familier har skulle vælge mellem den livsvigtige medicin og mad på bordet. Børn er blevet holdt væk fra fritidsaktiviteter og arrangementer sammen med andre børn. I Enhedslisten har vi råbt højt og kæmpet hårdt for mindre ulighed i årevis. Nu er vi kommet et skridt videre.

Men det gør det ikke alene. Kommunernes indsats for at tilgodese og løfte mulighederne for de svagest stillede er også helt afgørende for at øge ligheden.

Der er lagt et urimeligt pres på kommunernes økonomi. En stram økonomisk aftale mellem kommunerne og regeringen og et budgetloft, der sætter grænser for hvor mange penge, kommunerne må bruge på service, gør det vanskeligt – også for Roskilde Kommune – at løfte denne opgave. Men vi SKAL løfte opgaven. Vi skal tage politisk ansvar. Vi skal prioritere klogt.

Og prioriteringer er det, budgetforhandlingerne kommer til at handle om. Enhedslisten Roskilde er for andet år i træk lykkes med at få rammebesparelserne ud af budgetforhandlingerne. Det betyder, at det ikke de enkelte ledere og medarbejdere, der ”bare” skal løbe hurtigere for at frigøre økonomi til, at politikerne kan dele ud af politisk besluttede projekter. Nu er det politikerne, der skal prioritere. Og i Enhedslisten er vi ikke itvivl. Vi prioriterer indsatser, der giver mere lige vilkår for alle, ikke mindst børnefamilierne, hele vejen rundt.

Enhedslistens Byrådsgruppe

Jonas Paludan

Birgitte Baktoft

Anna Bondo Nielsen