Ingen fordele ved en Kattegatforbindelse

Roskilde Kommune og Kattegatforbindelsen

I 2007 opstod ideen om at skabe en fast forbindelse over Kattegat og i 2018 besluttede den daværende VLAK-regering, med støtte fra Dansk Folkeparti, at gennemføre en forundersøgelsen af en fast forbindelse over Kattegat.  En fast forbindelse som vil gå fra Hou i Vest til Røsnæs i øst og som undervejs vil skære Samsø midt over.

Hvad har det med Roskilde Kommune at gøre? Jo, Roskilde Kommune er medlem af interesseorganisationen Kattegatkomiteen, som beskriver sit formål sådan her: ”Kattegatkomitéen er en sammenslutning […] der alle arbejder for en beslutning om anlæg af en fast Kattegatforbindelse til højhastighedstog og biler over Kattegat mellem Jylland og Sjælland.”

I Enhedslisten er vi enige i at der skal være bedre kollektive trafikforbindelser mellem landsdelene, men vi ser ikke en fast forbindelse over Kattegat som løsningen.

En sådan forbindelse ville betyde helt unødvendig ødelæggelse af naturen på Røsnæs og gennemførelsen af et infrastrukturprojekt i den størrelsesorden vil være ekstremt klimaskadeligt. Selvom beregningerne er usikre, så taler vi øget CO2-udledning på mellem 2-3 mio. tons. Og det er alene i etableringen af forbindelsen.

Hvilke fordele er der så for Roskilde Kommune? Fra Enhedslistens side kan vi ikke finde nogle. Forbindelsen vil øge privatbilismen tværs over Sjælland og dermed gennem vores kommune. Det vil betyde øget støj og møg og midlerne brugt til en sådan forbindelse kan ikke samtidig bruges på de nødvendige forbedringer af den kollektive transport. Og hvad er så prisen? Den står i minimum (minimum!) 110 mia. kr. 110 mia. kr. som vil gå til et klimaskadeligt og naturødelæggende projekt. Det var netop på den baggrund at Enhedslisten i Roskilde stillede forslag om at Roskilde Kommune skulle udtræde af komiteen, et forslag som desværre ikke kunne samle et flertal i byrådet.

Enhver kan se behandlingen af forslaget i byrådssalen og heller ikke her, var der et eneste indlæg som kom ind på, hvilke fordele der kunne være for Roskilde Kommune. Forståeligt nok, for der er nemlig ingen. Ulemperne fremstår altså med alt ønskelig tydelighed og vi vil gerne sige tak til de mange borgergrupper som er gået ind i kampen mod Kattegatforbindelsen. Vi vil opfordre Roskildensene til at slutte sig til dem (de kan bl.a. findes på Facebook) og til at lægge maksimalt pres på de folkevalgte politikere. Det er den eneste måde vi kan få stoppet projektet – og Enhedslisten deltager gerne.

Med venlig hilsen
Birgitte Baktoft, Anna Bondo Nielsen og Jonas Paludan. Medlemmer af byrådet i Roskilde, Enhedslisten