Prisen for Store Bededag

Roskilde Kommune får en ekstra udgift på 12,8 millioner kroner, når de ansatte skal arbejde en dag mere. Det bliver den enkelte arbejdsplads, som kommer til at stå med aben. Der følger ikke flere penge med, så når arbejdspladsen skal betale den enkelte mere i løn for den ekstra arbejdsdag, bliver det nødvendigt at skære ned på antallet af medarbejdere. Ellers hænger økonomien ikke sammen.

Færre medarbejdere skal altså løse en opgave, som er blevet større. De 12,8 mio. kr. bliver reelt en effektivisering – eller med andre ord en besparelse på den enkelte arbejdsplads.

Enhedslisten kæmpede imod, regeringen tromlede det igennem, og nu står vi her så. I en tid, hvor en af de store udfordringer er at fastholde det gode personale, der løser de kommunale opgaver på vejene, på plejehjemmene, i skolerne, i socialpsykiatrien osv. Et endnu mere presset personale er den gale vej at gå. Det er endnu et skridt i den forkerte retning i forhold til at holde fast i kvaliteten af de gode fælles opgaver, kommunen løfter.

 

Anna Bondo Nielsen

Byrådsmedlem for Enhedslisten