”Det undrer mange, at Roskilde Kommune har fattige børn. Men ja, vi har vores del af de cirka 60.000.børn i fattige familier i Danmark,. I 2001 var det 30.000. Der er altså sket en fordobling på 20 år,” siger Anna Bondo, som er spidskandidat for Enhedslisten til kommunalvalget.
Anna Bondo tror, hun vil møde modstand i byrådet med at få Roskildes fattige børn på dagsordenen. Hendes erfaring er, at ingen af de borgerlige partier eller Socialdemokratiet har haft rigtig lyst til at få øje på, eller gøre noget ved børnefattigdommen i de sidste mange år.
Hun fremhæver, at Enhedslistens byrådspolitikere siden sidste kommunalvalg har haft svært ved at få børnefattigdom i Roskilde i fokus. Allerede i 2019 stillede Enhedslisten forslag om, at kommunen – bare til en start – undersøgte omfanget af børnefattigdom i Roskilde Kommune. Men det blev blankt afvist.
”Roskilde Kommune kan ikke være bekendt at blive ved at vende det blinde øje til børnefattigdom. Hvem kan have noget imod et præcist og dækkende overblik?” spørger Anna Bondo. ”Det handler om børn, der ikke kan holde fødselsdag og må melde fra til kammeraternes. Børn, der ikke har råd til sunde fritidsaktiviteter som sport og spejder. En barndom i fattigdom kan få store konsekvenser for det liv, barnet får.”
Enhedslisten vil gøre noget ved uligheden
Enhedslisten kan ikke lokalpolitisk ændre på selve fattigdomsydelserne, som i høj grad har bidraget til den voldsomme stigning i antal fattige børn.
Men Anna Bondo foreslår at udnytte de mange muligheder, der faktisk er indenfor kommunens rækkevidde: fritidspas, hjælp til transport, opsøgende anonym rådgivning, viden blandt hele kommunens frontpersonale om tilbud via frivillige organisationer, madordninger, ferietilbud m.m.
Det gælder om at hjælpe de fattige børn og unge, så de ikke som voksne skal slås med de samme problemer som deres forældre.
Anna Bondo forsikrer: ”Enhedslisten stiller selvfølgelig IGEN krav om, at Roskilde Kommune undersøger sin egen børnefattigdom. Denne stigende ulighed er uacceptabel i et af verdens rigeste lande – og i en af landets rigeste kommuner! Vi kan ikke være bekendt og vi har faktisk ikke råd – hverken menneskeligt eller samfundsmæssigt – til at lade børn leve i utryghed og fattigdom.”
